03.10.2010
Regentparret besøgte torsdag d.16. september Frese-koncernens hovedkontor i Slagelse.
Anledningen til det fornemme besøg foregik i forbindelse med regentparrets officielle besøg i Slagelse samme dag, hvor Dronningen og Prinsen var på rundtur i kommunen.
Dronning Margrethe og Prins Henrik blev modtaget af direktør for Frese Holding Johnni Frese. Søren B. Olsen og Jesper B. Hansen, direktører for henholdsvis Frese A/S og Frese Metal- & Stålstøberi A/S, viste sammen med repræsentanter fra familien Frese de kongelige gæster rundt på virksomhederne.
Dronningen besøgte koncernens metal- og stålstøberi, og kom helt tæt på de store smelteovne, hvorfra blandt andet gear og pumpehuse til skibe bliver støbt. Frese er ét af de førende støberier i verden, der støber sådanne elementer i bronze til skibe.
Prins Henrik fik indblik i processen omkring fremstilling af dynamiske reguleringsventiler til køle- og varmeanlæg - produkter som Frese producerer til verdensmarkedet. Prinsen fulgte ventilerne fra form til færdigt produkt.
- Vi er meget stolte og beærede over, at regentparret havde valgt at lægge Frese ind i programmet under deres besøg i Slagelse. Både Dronningen og Prinsen var meget interesserede i vores virksomheder og stillede mange spørgsmål under rundvisningen, siger Johnni Frese, der er søn af Børge Frese, som i 1944 startede det dengang lille støberi i en kælder i Slagelse. Frese-koncernen er fortsat ejet af familien Frese.
Yderligere oplysninger hos marketing koordinator Bettina Lund Gubi, Frese A/S, på tlf. 58 56 00 00 eller e-mail blg@frese.dk