x
Skift til visning af fuldt website



Erfarings-udveksling og nysgerrige spørgsmål på vores ventilfabrik i Glamsbjerg

Den 18. april 2024 åbnede vi igen dørene til kundetræf på vores fabrik for fjernvarmeventiler i Glamsbjerg. Og akkurat som sidste år valgte mange kunder og andre interesserede fra fjernvarmebranchen at sætte kursen mod det sydvestlige Fyn.

Der er ingen tvivl om, at der i fjernvarmebranchen er et stort behov for at udveksle erfaringer og finde fælles løsninger på de mere komplicerede udfordringer, vi står over for i forhold til at optimere og fremtidssikre vores fjernvarmesystemer. Det er vigtigt for os hos Frese at bidrage til dialogen i branchen. Vi vil gerne lære nyt, og vi vil naturligvis også gerne dele ud af vores viden og erfaringer. Og det er baggrunden for, at vi for andet år i træk inviterede til kundetræf.

”Vi er meget glade for, at så mange mennesker har lyst at besøge os her i Glamsbjerg. Og det faktisk lidt overvældende, at mange kører rigtig langt for at deltage. Det viser, at der er et stort behov for, at vi taler sammen i fjernvarmebranchen”, siger Søren Knudsen, Site Manager, Frese.

Dagen startede med en kop kaffe og en lille snack, før vi sammen besøgte vores showroom. Her fik deltagerne blandt andet mulighed for at opleve vores Frese ARCA Edge-serie af fjernvarmeskabe og vores Frese SPERAMAX ventiler, som vi har udviklet specifikt til fjernvarmesystemer og andre lukkede rørsystemer. Der var også mulighed for at opleve det seneste inden for vores gear- og aktuatorprogram. Og ikke mindst så fik vores gæster chancen for at få en virtuel oplevelse af en pumpestation. Det var både lærerigt og sjovt.

Vi ved af erfaring, at et besøg i vores showroom resulterer i mange spændende og ofte uforudsete spørgsmål. ”Det er som om, at der dukker helt nye emner op, når vores gæster kommer helt tæt på vores produkter. Når de får mulighed for at røre ved dem og betragte dem fra forskellige vinkler”, siger Søren Knudsen.

Efter besøget i showroomet viste Søren Knudsen rundt på fabrikken, hvor vores nye montagelinjer til både fjernvarmeskabe og 3-vejs ventiler fik særlig opmærksomhed fra gæsternes side. Det er ingen overdrivelse at sige, at vi under rundvisningen blev mødt af en byge af nysgerrige spørgsmål som for eksempel:

”Hvordan er en pakdåse opbygget?” og ”Er der virkelig så meget arbejde i at lave en ventil?”


Denne dialog med vores gæster er meget værdifuld for os hos Frese, da den giver os indsigt i, hvad der sker i forskellige dele af fjernvarmesystemet. ”I løbet af rundvisningen fik vi blandt andet mange gode input i forhold til konkrete udfordringer ude i marken”, uddyber Søren Knudsen.

Vi havde til årets kundetræf inviteret Martin Overbjerg, som er projektleder hos Ringsted Forsyning A/S, til at holde et oplæg med udgangspunkt i en meget relevant og spændende problemstilling:

Hvordan får vi gjort fjernvarmen attraktiv for større erhverv med begrænset varmebehov? – Ikke mindst økonomisk.


Ifølge Martin Overbjerg er løsningen overordnet set at beregne tilslutnings- og effektbidraget ud fra tilslutningseffekten, og IKKE ud fra antal kvadratmeter. Oplægget medførte – ikke overraskende – en lang række spørgsmål, som Martin Overbjerg gav tankevækkende svar på. Vi er ret overbeviste om, at der lå mange spørgsmål i Martins indbakke, da han nåede tilbage til Ringsted.

Dagen blev afsluttet med lidt lækkerier serveret fra en pølsevogn, og det var tydeligt, at deltagerne ikke var færdige med at udveksle erfaringer og idéer.

Tak for en fantastik dag!