x
Skift til visning af fuldt website



Differenstryk – opnå øget fleksibilitet med OPTIMA Compact

Differenstryk er et emne, som stadig får større opmærksomhed, når vi taler om optimering af fjernvarmesystemer. Mange fjernvarmeværker efterspørger øget fleksibilitet, og dermed også færre begrænsninger, i forhold til regulering af deres pumper imellem spids og dellast.

Vi taler løbende med fjernvarmeværker, som efterspørger øget fleksibilitet i forhold til regulering af differenstryk. De står måske over for at skulle byde tidligere gaskunder velkommen, de har måske sagt velkommen til store forbrugere i de yderste dele af fjernvarmesystemet, de har udfordringer med for høje tilbageløbstemperaturer eller de har regnet på anlægsomkostningerne forbundet med at udvide et fjernvarmesystem.

Der er mange forskellige årsager til, at fjernvarmeværker på tværs af landet har fokus på regulering af differenstryk, men de har dog mindst to ting til fælles: De ønsker alle at optimere deres energiforbrug og opretholde komforten for forbrugerne.

”Vi mærker tydeligt, at fjernvarmeværkerne ønsker øget fleksibilitet. Ikke mindst i forhold til at kunne skrue op for differenstrykket. Men uden at forbrugerne oplever for eksempel støj i deres systemer”, siger Klaus Hestkjær, Frese Sales Manager OEM Europe.

OPTIMA Compact, som er en dynamisk 3-i-1 ventil, er en ideel løsning i anlæg med både lave og meget høje differenstryk. Vi har udviklet både en standardversion (op til 8 bars differenstryk) og en kundetilpasset version (op til 12 bars differenstryk).

En af de væsentlige fordele ved OPTIMA Compact er, at den sikrer, at der ikke sendes mere vand igennem en forbrugers anlæg, end anlægget kan nå at afkøle. Og dette uanset, hvilket punkt på fjernvarmesystemet, vi taler om, og uanset om et fjernvarmeværk øger differenstrykket.

”Der ligger en betydelig gevinst i at blive endnu bedre til at trække varme ud af vandet ude hos forbrugerne. Jo mere varme vi trækker ud, jo mindre vand skal vi cirkulere og jo mindre energi skal vi dermed bruge på at pumpe vand”, fortæller Klaus Hestkjær.

En anden fordel ved OPTIMA Compact er, at den, som navnet antyder, er kompakt. Den gør det ud for tre ventiler, og er dermed også pladsbesparende for forbrugerne.

OPTIMA Compact – dynamisk 3-i-1 ventil

  1. Justerbar dynamisk strengreguleringsventil
  2. Indbygget differenstryksregulator over ventilens modulerende enhed
  3. Modulerende motorventil med fuld autoritet

Vi er i Freses fjernvarmeteam overbeviste om, at vi på landsmødet i slutningen af oktober vil få mange skarpe spørgsmål om OPTIMA Compact og dermed om, hvordan vi kan bidrage til at øge fleksibiliteten i et fjernvarmesystem samtidig med, at vi energioptimerer. Og dette uden, at det går ud over komforten ude hos forbrugerne. Vi glæder os til en spændende dialog.

Vi ses på landsmødet!