x
Skift til visning af fuldt website

Gaskonvertering: Frese er klar med skabe til fjernvarme

Frese tilbyder flere typer af fjernvarmeskabe, hvor værker altid har nem adgang til installationerne. Det letter arbejdet i en tid, hvor kunderne står i kø til fjernvarme.

Der er for alvor fut under ønsket om fjernvarme både hos leverandører, kunder og politikere. Processen har været i gang i nogle år med ambitiøse mål om at reducere Danmarks CO2-udslip, og den aktuelle verdenssituation har blot speedet processen yderligere op.

Når gaskunderne skal have fjernvarme, er der tre muligheder. Enten graver fjernvarmeværket ud under sokkel, de skråborer og kører rørene ind den vej, eller de sætter et skab uden på væggen, hvor ventilerne sidder.

”Fjernvarmeskabe fra Frese er en optimal løsning for både forbrugere og varmeværk. For når installationerne indbygges i skabe uden for huset, undgår forbrugeren gennembrydning af sokkel og gulv, samtidig med at fjernvarmeværket altid vil have nem adgang til ventilerne, når de skal servicere deres tekniske anlæg,” siger Thomas Heide, der er Sales & Business Development Manager med ansvar for skabsløsninger hos Frese.


Holdbare skabe til mange formål

Frese tilbyder stikindføringsskabe med afspærringskugleventiler eller forberedt for målerinstallation, og skabene kan leveres som både fritstående, indbyggede og væghængte.

Alle modeller er fremstillet i varmgalvaniseret stålplade i 1,5 mm godstykkelse og med 20 mm isolering for indmuringsskabe og 40 mm for væghængte og fritstående skabe. Isoleringen har en Lambda-værdi på 0,038 og er fugt- og mugbestandig. De leveres med ventilationsriste i hver side, hvilket mindsker risikoen for, at der opstår kondens i skabene, når de påvirkes af vejret. Samtidig giver den aftagelige bagplade gode arbejdsforhold for opbygningen af de relevante rørinstallationer og elektroniske installationer.

Med pulverlakeringen kan der opnås korrisionsklasse Kl. 3 (H) Høj eller Kl. 4 (M) Mellem, der er stærk imod den saltholdige luft som omkredser Danmark, og skabene har en vejledende levetid på 15-25 år.

”Og har man andre ønsker arbejder vi hos Frese tæt sammen med vores kunder, så de får den skabsløsning, der helt præcist dækker deres behov og er tilpasset kundens specifikke ønsker - det kunne være tilpasning til for eksempel rørinstallationer eller alarmskabe,” forklarer Thomas Heide.