x
Skift til visning af fuldt website

Freses boosterstation blev et tilløbsstykke

150 frederikshavnere trodsede regnen for at få første glimt af Freses første komplette boosterstation, da Frederikshavn Forsyning inviterede til Åbent Pumpehus. Anlægget skal sikre fjernvarme til 300 potentielle forbrugere i det grønne boligområde Kilden.

70 meter. Så højt skal der pumpes, for at beboerne i Kilden kan få fjernvarme i de 7,8 km hovedledning og 4,8 km stikledninger, der er ved at blive gravet ned i området, som nu er delvist klar til tilslutning.

Højtliggende områder stiller krav til det rigtige pumpetryk, og her blev Frese en del af løsningen med en plug-and-play boosterstation, der blev indviet den 9. juni.

Efter et perfekt testforløb den foregående dag var humøret højt hos Freses fjernvarmeteam og det hold fra Frederikshavn Forsyning, der i et halvt år havde samarbejdet tæt om udvikling og design af projektet.


Tæt og lyttende samarbejde

Frese havde allerede leveret 25 jordforlagte ventiler til Kilden, og på Dansk Fjernvarmes landsmøde var idéen opstået om at udvide relationen med en boosterstation.

”Vi har haft samarbejde med fjernvarmeteamet hos Frese, og ville gerne se deres forslag til en løsning. Frese var meget lydhøre over for hvad vi ville have og hvordan den skulle indrettes,” forklarer Kim Arp, som er maskinmester og ansvarlig for drift af pumpestationerne for Frederikshavn Forsyning.

Han fremhæver blandt andet, at selskabet har haft stort fokus på arbejdsmiljø, da der skulle designes, så medarbejderne undgår dårlige arbejdsstillinger og tunge løft.


Fleksibel og driftssikker løsning

Boosterstationen er designet som en kombineret pumpestation med dublerede pumper, trykholdestation med dublerede overstrømsventiler, flowmåling og lavtemperaturshunt. Tilsammen sikrer det en energieffektiv drift og samtidig en høj driftssikkerhed. Designet på pumpestationen er ligeledes udført, så den er støjsvag og falder ind i naturen.

Frese har designet og leveret stationen som en komplet løsning med indsvejsning til ledningsnettet, styring og integration i Frederikshavns Forsynings SRO.

Hos Frederikshavn Forsyning glæder projektleder Claus Flensted sig over, at det er lykkedes at udvikle og gennemføre projektet i samarbejde med danske virksomheder som MT Miljøteknik ApS, Nørhalne VVS, Dansk Miljø- & Energistyring A/S og 2M Ståldesign.

Formanden for Frederikshavn Forsyning, Erik Trolle, bød de mange fremmødte velkommen og kunne annoncere, at 183 lokale forbrugere allerede havde tilsluttet sig fjernvarmeprojektet som en del af den igangværende gaskonvertering. Han kunne desuden glæde sig over, at mange af dagens gæster overvejede at gøre det samme efter en god snak og et nærmere kig på den nye boosterstation.



”Det passede bare med rør og kabler og kom som en helt færdig løsning, der var nem for os at håndtere. Og der har været fokus på arbejdsmiljø, ståhøjde og indretning, forklarer Kim Arp fra Frederikshavn Forsyning.



Freses fjernvarmeteam, Christian Skallerup-Børgesen, René Graugaard og Thomas Heide var stolte over at slå dørene op og vise boosterstationen frem.