x
Skift til visning af fuldt website

 


Mød vores fjernvarmeteam

Frese har fjernvarmeprodukter både under jorden, over jorden og i ”skyen”. Det stiller høje krav til vores medarbejderes ekspertise og deres kendskab til kundernes behov.

Er man sælger eller udvikler, når man er en del af Freses fjernvarmeteam? Svaret er, at vores succes afhænger af, at vores medarbejdere er begge dele.

For mens Freses traditionelle forretningsområder primært bygger på ventilproduktion i industriel skala, er fjernvarmebranchens behov langt mere individuelle og specialiserede.

Det stiller krav om skræddersyede løsninger til hvert eneste projekt, og her er René Graugaard, Thomas Heide og Christian Skallerup-Børgesen på hjemmebane, uanset hvor i landet de befinder sig på en given dag.

René Graugaard er specialisten, når det drejer sig om Freses ventilsystemer, og han har det indgående kendskab til både den dynamiske teknologi, der indgår i fjernvarmeinstallationer over jorden, og i de fuldsvejste jordforlagte ventiler, der indgår i selskabernes vidt forgrenede rørsystemer.

Thomas Heide er ekspert på vores portefølje inden for fjernvarmeskabe og forskellige typer af dæksler til fjernvarmebrønde. Hans erfaring inden for branchen gør ham i stand til at designe optimale, specialkonstruerede løsninger inden for både skabe og dæksler efter kundernes behov.

Christian Skallerup-Børgesen er nyeste medlem af teamet. Han skal stå i spidsen for Freses IoT-løsninger, som giver fjernvarmeselskaberne dybere indsigt i deres net og dermed bedre muligheder for at optimere driften. Med sine seks års erfaring inden for salg af automationsløsninger til forsyningssektoren er han den ideelle sparringspartner for kunder, der vil have det bedste ud af digitaliseringen.

Fælles for de tre er evnen til at lytte intenst til kundens behov og derefter designe, udvikle og specialbygge de rigtige løsninger til hvert enkelt projekt.

Til at holde sammen på flokken og Freses voksende kundeportefølje sidder salgssupporter Lotte Holmgreen Jensen enten i virksomhedens hovedkvarter i Slagelse eller i afdelingen i Glamsbjerg og styrer alt det administrative, blandt andet indkøb og fakturering. Hendes overblik sikrer en stærk organisation, og hendes unikke kundekendskab giver et ekstra lag af service.